Bibelcitater er AI-oversat til dansk fra den engelske NIV. Se den engelske udgave for de oprindelige tekster.
Nogen siger det altid: "Men Paulus brugte et helt kapitel på at tøjle tungetale — var han ikke imod det?" Nej. Han var det stik modsatte af imod det. Læs, hvordan han taler om sig selv: "Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end I alle" (1. Kor. 14:18). En mand, der beder i tunger mere end en hel menighed, er ikke dit vidne imod tungetale.
Så hvad gør 1. Korintherbrev 14 egentlig? Det retter op på en menighed, der var gået for vidt i én retning. Korintherne var så optaget af tunger, at det var næsten alt, de gjorde, når de samledes (1. Kor. 14:23, 26). Paulus' problem er ikke gaven; det er uordenen. Hele hans pointe står i slutningen af kapitlet: "Gud er ikke uordenens Gud, men fredens... alt skal gå sømmeligt og ordentligt til" (1. Kor. 14:33, 40).
Hans faktiske regler er praktiske, ikke forbydende:
- I et offentligt møde skal tunger udlægges. To eller tre, én ad gangen, og "er der ingen til at udlægge, skal den, der taler i tunger, tie i menigheden og tale til sig selv og til Gud" (1. Kor. 14:27-28). Læg mærke til, at han ikke siger stop — han siger, tag det for dig selv.
- Han forbyder det aldrig. Han befaler det modsatte: "forbyd ikke at tale i tunger" (1. Kor. 14:39).
Derfor betyder typen af forsamling også noget — noget folk fuldstændig overser. En offentlig gudstjeneste med udenforstående til stede er ikke det samme rum som en familie eller en håndfuld troende, der er samlet for at bede. Paulus' egen bekymring er virkningen på den, der træder ind: uudlagte tunger vil få en udenforstående til at tænke, "I er gået fra forstanden" (1. Kor. 14:23), mens et ord, han forstår, kan blotlægge hans hjerte og føre ham til Gud (1. Kor. 14:24-25). Så reglen følger rummet. Et bønnemøde, hvor troende beder højt i tunger sammen, er ikke det, Paulus tøjler; en kaotisk offentlig gudstjeneste er. Han siger det næsten ligeud — de tungetunge stunder skal blot ikke være den offentlige forsamling.
Og en kant, de fleste springer helt over. Paulus rodfæster tunger delvist i et strengt ord fra Esajas: Gud sagde engang, at han ville tale til et genstridigt folk "ved fremmede tunger" som et tegn (1. Kor. 14:21, citat fra Es. 28:11-12), og Paulus slutter: "tungetale er altså et tegn... for de vantro" (1. Kor. 14:22). Der er en advarende dimension ved tunger, ikke kun en velsignelse. Håndtér gaven med den alvor, Skriften giver den.
Kort sagt: Paulus bad i tunger mere end nogen anden og bød menigheden aldrig at forbyde det. 1. Korintherbrev 14 retter uorden, ikke gaven — udlæg det offentligt, hold det privat ellers, og lad typen af forsamling sætte reglen. Familiebøn er ikke en offentlig gudstjeneste. Det handlede altid om orden, aldrig om undertrykkelse.
