At blive genfødt er et virkeligt mirakel, der sker i et øjeblik, men det er en del af en rejse, og den rejse kan se meget forskellig ud fra menneske til menneske. For mig gik det sådan her.
Jeg voksede op i en kristen familie og blev opdraget til at tro på Gud. Hvis nogen havde spurgt mig, om jeg var kristen eller troede på Gud, ville jeg have svaret ja, hele mit liv. Jeg blev døbt som barn og konfirmeret som 13-årig.
Indbydelsen
Da jeg var omkring ni år, var jeg til et møde. Jeg havde ikke hørt et ord af det; jeg havde brugt det meste af tiden på at fodkæmpe med min lillebror. Til sidst gav min far en indbydelse til at komme frem, og noget ramte mig bare i hjertet. Jeg vidste, at jeg skulle gå derop. Men ingen rørte sig. Der var omkring 300 mennesker i salen. Så jeg spurgte min mor, om det var i orden, at jeg gik derop. Hun sagde ja, og jeg gik. Jeg var den første, men ikke den sidste.
Jeg forstod ikke det hele. Jeg forstod, at jeg valgte at blive kristen og gav mit liv til Gud, men ikke rigtig, hvad det betød.
Var jeg anderledes?
Hvilken forskel gjorde det? Jeg var meget glad resten af aftenen. Et par dage senere spurgte jeg nogle af mine venner, om jeg virkede anderledes, for i alle de vidnesbyrd, jeg havde hørt, var folks liv blevet forvandlet totalt. De venner, jeg spurgte, så underligt på mig og spurgte, hvad jeg mente. Jeg blev slukøret og talte med min mor om det. Hun sagde, at fordi jeg var opdraget som kristen, var forandringen lille.
Men da jeg blev ældre, lagde jeg mærke til, at min tro ikke var som mine forældres tro. En dag, da jeg var omkring 14, gik jeg ud på markerne på vores gård og sagde til Gud: "Hvis du virkelig findes, vil jeg tjene dig." På grund af alle de historier, jeg havde hørt, forventede jeg en stemme fra himlen, torden eller noget i den stil. Der skete absolut ingenting. Ikke engang gåsehud.
At synge i tunger
I årene derefter, indtil jeg var 16 eller 17, blev der bedt for mig om at modtage Helligånden og begynde at tale i tunger, men der skete ingenting. Så en dag stod jeg til et møde, folk begyndte at synge i tunger, og jeg stemte i. Først senere gik det op for mig, at det betød, at jeg var blevet døbt i Helligånden. Det var dér, jeg selv begyndte at mærke en forskel. Pludselig blev Bibelen levende. Den talte til mig ud over det, ordene faktisk sagde, og jeg vidste, at det var Gud, der talte til mig gennem den om mit liv.
Senere gik jeg på bibelskole i to år, og i den tid gik det op for mig, at jeg måtte være lydig og lade mig døbe i vand.
"Han har virkelig forandret sig"
Efter bibelskolen var jeg tilbage i min hjemby. En dag mødte jeg to drenge, jeg havde gået i skole med. Vi sagde bare hej, hvordan går det og den slags, i et par minutter. Så gik jeg videre, og jeg hørte den ene sige til den anden: "Wow, han har virkelig forandret sig."
