--- title: "Drengen der begyndte at gå" date: "2026-05-08" featured_image: "/assets/img/posts/lam-dreng.jpg" featured_image_alt: "Jack med den helbredte dreng i Chennai, Indien" category: "vidnesbyrd" --- Dette er et vidnesbyrd om, hvad jeg oplevede en december i slutningen af 1990'erne i Indien. Men historien, som ledte op til miraklet, har også værdi, så den fortæller jeg også her. Hvis du kun er interesseret i selve miraklet, kan du springe den første del over. ## Sri Lanka Min svoger Kim Torp fra Thisted havde inviteret mig med på en missionstur til Sri Lanka og Indien. Den første uge skulle være i Sri Lanka og den sidste uge i Indien. I Sri Lanka besøgte vi Trumpetsound Ministries og Mervin Gunaselvam. I Indien besøgte vi J. Sam Jebadurai i Chennai. Grunden til, at jeg var inviteret med på missionsturen, var at prøve at få mig op at køre igen, efter at jeg var blevet såret i en menighed og levede i en depression. På denne første tur til Sri Lanka havde vi møder i Colombo og Vavuniya. På efterfølgende ture var vi også i Jaffna. På de fleste møder talte Kim Torp, men når det kom til forbøn, var jeg med til at bede for de syge. De kunne ikke engelsk, så de pegede der på kroppen, hvor der var et problem. Jeg bad for dem og spurgte så: "Ok?" De svarede med en speciel hovedbevægelse, som er typisk for tamiler. Jeg tolkede denne bevægelse til at betyde: "Det virkede ikke helt, men det er ok, pastor." Jeg ønskede, at folk skulle blive helt raske, så jeg bad igen og sendte dem så af sted. På min næste tur til Sri Lanka observerede jeg pastoren give en person en besked, og personen svarede med samme hovedbevægelse. For mig virkede dette meget frækt. Noget i retningen af: "Det kan du godt glemme — jeg gør det ikke." Da jeg spurgte Mervin om det, svarede han, at denne hovedbevægelse betød "ja". Da gik det op for mig, at alle dem jeg havde bedt for på turen forinden, havde svaret "ja", når jeg spurgte, om det var "ok". ## Indien Men det var ikke noget, som jeg vidste på denne første missionstur. Jeg var i en depression, før jeg tog på denne tur, som skulle muntre mig op, og nu bad jeg for hundredvis af mennesker, og jeg troede, at der ikke skete noget. At mine bønner ikke blev hørt. Så da vi tog til Indien, Chennai og J. Sam Jebadurai, var jeg noget nedtrykt. Jeg begyndte at faste og drak kun vand i 3 dage. Det var de dage, hvor vi rejste, og til vi ankom på det konferencested, som Jebadurai havde, hvor vi skulle deltage i en konference om befrielse fra demoner. Der var 3 andre gæsteprædikanter, så vi var 6 prædikanter inklusive Jebadurai. Der var 2 møder fredag, 4 møder lørdag og 2 møder søndag. Efter 2 møder var der forbøn, hvor deltagerne blev stillet op i køer, og hver prædikant fik sin egen kø at bede for. Der var ca. 1000 personer til stede, så der var ca. 200 i hver kø. Jeg kan stadig huske, at mens vi gik hen til vores kø den første gang, sagde jeg til Kim Torp: "De kan da ikke være besatte alle sammen." Så kom jeg til min kø og lagde hænderne på den første person. Personen faldt øjeblikkeligt om og begyndte at råbe og skrige. Ok, tænkte jeg, måske har de alle samme problemer med demoner. At skulle bede for alle disse mennesker var en kamp. Efter vi havde bedt for folk om lørdagen, var der pause. Vi gik lidt rundt på pladsen, og folk kom og ville tale eller have forbøn. Et par forældre kom bærende med deres dreng. Han kunne ikke gå, da hans ankler var vinklede, sådan at fodsålerne sad ind imod hinanden i stedet for ned imod jorden. Hans forældre ville have, at jeg skulle bede for ham. Jeg forsøgte at bede, men drengen græd og var tydeligt utryg. Så jeg befalede hans ben at blive lige, og så gik jeg ind på værelset for at hvile mig. Da jeg kom ind på mit værelse, gik jeg på knæ ved min seng og bad. Jeg sagde til Gud, at hvis ikke folk blev helbredt, når jeg bad for dem, så ville jeg ikke bede for dem mere. Da jeg var færdig med at bede, lå jeg i sengen og tænkte over noget, som havde rumsteret i mig, mens jeg havde fastet. Er det Gud, eller er det os, der helbreder? Peter sagde jo til den lamme: "Det jeg har, giver jeg dig. Stå op og gå." Det gik op for mig, at hvis der ikke er nogen, der beder, så er det meget få, der bliver helbredt. Hvis folk derimod beder, så er der flere, der bliver helbredt. Det betyder, at dem der beder, spiller en rolle i, om folk bliver helbredt eller ej. Jeg havde hørt forskellige undervisninger om dette emne. Undervisninger, som jeg forstod med mit hoved, men som ikke satte sig i mit indre. Selv om denne forståelse er meget forsimplet og ikke funderet på skriftsteder og en masse andet, man kunne sige om det, så var det det, der afgjorde sagen for mig, sådan at forståelsen satte sig i mit hjerte og ikke længere var en hovedting. ## Miraklet Efter de næste 2 møder var det lørdag aften, og vi skulle nu igen bede for hver vores kø på mere end 100 mennesker. På trods af den "åbenbaring" jeg havde oplevet, var jeg stadig nedtrykt pga. den tilsyneladende mangel på effekt af mine bønner. Så jeg gik med tunge skridt hen mod min forbønskø. Men på vejen til forbønskøen så jeg forældrene og drengen, jeg havde bedt for om eftermiddagen. Dengang bar forældrene ham til mig, men nu gik han på sine egne fødder, støttet af sine forældre. Da jeg så det, var det som om et lys tændte sig indeni mig. Jeg løb over til dem og begyndte at bede for ham. Nu var han ikke utryg længere, men smilede over hele hovedet. Jeg fik ham til at holde om mine pegefingre og gå fremad, mens jeg gik baglæns og bad for ham. Efter nogle skridt gav jeg slip på ham, og han gik alene for første gang i sit liv. Hele stedet brød ud i klapsalver og pris til Gud. Jeg følte, at hele stemningen på stedet forandrede sig. Nu var alt muligt. Da jeg gik tilbage til dem, jeg skulle bede for, og den næste manifesterede demoner, tænkte jeg bare: "Ha ha, du må gå." ***Gud er virkelig, og Jesu sejr på korset er ikke bare en metafor.***     ---     Hvis du er skeptisk over for den slags beretninger, forstår jeg det godt. Jeg vil opfordre dig til at se på det med et åbent sind. En hollandsk forskningsgruppe har undersøgt 14 tilfælde af medicinsk bemærkelsesværdige helbredelser i forbindelse med bøn. Studiet er fagfællebedømt og publiceret i *Journal of Religion and Health* (2023). Det konkluderer, at disse helbredelser ikke lader sig forklare inden for en rent biomedicinsk ramme, og at forskellige vidensformer — medicinske, biografiske og åndelige — tilsammen giver et mere fuldstændigt billede. [Læs studiet her: *A Dutch Study of Remarkable Recoveries After Prayer* (PMC)](https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC10133067/)